»Vore Varer er ikke noget for simple Fabrikspiger«

fabrikspiger-750.jpg

MÅSKE STÅR DIN MOR, MORMOR eller farmor her på Gåsetorvet og kigger ind på førstesalen i Gåsetorvets Fællesmarked. Det er i et af de sidste krigsår og pigerne, med de mandlige chefer på fløjene, hjælper Købmand Børge Mik med at sende et budskab til Anton Bergs direktion i København.

Det er en af de fotograferende venner fra »Divan 1«, der skød pigerne fra købmandsbutikkens dagligstue, formentlig pressefotograf Finn Boye. Billedet havde sin virkning; èt veldokumenteret brev var dengang mere værd end vor tids utallige læserbreve om taghøjder og  millionærers trang til at tage sig selv et dårligt minde med over i evigheden;-)

MEN CHOKOLADE og marcipanbrød, dét kan udrette mirakler! Længe før Mogens Glistrup brugte marcipanbrøddet som hemmeligt våben, drog købmand Børge Mikkelsen til hovedstaden med sin jernhest. I krigsårene red han rundt til grossister fra »…det yderste Amager til det mørkeste Brønshøj« – som Mik fortalte tidens journalister hjemme i Divanen med ryggen mod Bio.
I rationeringsårene skaffede den idérige købmand alle de varer, konkurrenterne i købstaden havde vanskeligt ved at finde. Men et godt købmandsskab, en fandenivoldskhed overfor besættelsestroppernes kontrol, betød stor leveringssikkerhed i den absolut blandede købmandshandel.

Når Mik vendte hjem fra odysséen i hovedstaden, var der kø ved disken inde i Fællesmarkedet (ordet opfandt Mik længe før det opstod nede i Europa) og højt til loftet ude i Divanen 1, hvor rigtige smøger afløste »Farmer-Shag« fra tobaksdyrkende gartnerier udenfor købstaden.

DET VAR DIREKTØREN på Anthon Bergs Fabriker, der gjorde Mik stiktosset og mere krigerisk end nogen tysker. Da Børge Mik var henvist fra grossisten til selveste direktøren på grund af forespørgsel om de store mængder og dermed en større rabat, ville direktøren kende forklaringen.
– Jamen, den er ganske enkel og sand, forklarede Børge Mik: Lige overfor min forretning ligger to store virksomheder, der hver har mere end 100 fabrikspiger, som elsker lidt skuffegodt….
– Da manden hørte det med fabrikkerne, hævede han øjenbrynene og sagde: »Jeg tror ikke rigtigt, at vore varer er noget for simple fabrikspiger, så tak for i dag, hr. Mikkelsen!«.

Det var Satans, svarede jeg: Hvis nogen kender til god chokolade, så er det de slidsomme fabrikspiger. Samtalen resulterede i, at jeg ingensinde mere i hele min levetid tog Anthon Bergs produkter i munden eller på hylderne…«.

BILLEDET AF FABRIKSPIGERNE blev sendt til bestyrelse og direktion hos Anthon Berg – og distribueret til købmænd i det ganske land. På Dyrehavsbakken rekommanderede Professor Tribini om den fine direktør og fabrikspigerne. Og således kan chokolade fra Fællesmarkedet i Svendborg immer være et godt våben.
Ups og undskyld: Nu hedder det jo ikke mere hverken Gåsetorvet eller Fællesmarkedet, men »Latinerkvarteret«, idet sådan et navn ligger bedre i munden og er mere passende for byen, der i disse Cittaslow-tider modtager mange førstegenerations indvandrede fra kløgtigere egne af landet.

Men det går nok over en dag, thi vi indfødte véd, at der aldrig har boet andet end Hvide Italienere i hønsegårdene omkring Gåsetorvet…

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on Google+
Google+
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *