Et værdigt ældreliv eller fest og farver?

Af Bjarne Bekker

JEG VÈD DET GODT: Jeg var en fiasko som politiker. Dengang i byrådsperioden 1998-2001, hvor jeg ikke ville lystre »…og gå i takt som på et gymnastikhold«. Det var vi ni af 21 nyvalgte fra fem grupperinger, der hverken kunne eller ville. Så der blev holdt udsalg af selvrespekt og meninger, da Kogtvedgaard og Enggaarden afhændedes til Nødens Købmænd.
I dag har jeg det lige så dårligt med en politisk prioritering, men er heldigvis ikke blandt de politikere, der skal spare 1,7 million kroner på et plejehjem i Hesselager – og levere 3,8 mio skattekroner til privates events i byen.

JEG VÈD DET GODT: Jeg var en fiasko som politiker. Dengang i byrådsperioden 1998-2001, hvor jeg ikke ville lystre »…og gå i takt som på et gymnastikhold«. Det var vi ni af 21 nyvalgte fra fem grupperinger, der hverken kunne eller ville. Så der blev holdt udsalg af selvrespekt og meninger, da Kogtvedgaard og Enggaarden afhændedes til Nødens Købmænd.
I dag har jeg det lige så dårligt med en politisk prioritering, men er heldigvis ikke blandt de politikere, der skal spare 1,7 million kroner på et plejehjem i Hesselager – og levere 3,8 mio skattekroner til privates events i byen.

Landsbyernes ældreforsorg i efterkrigsårene

Jeg er opvokset, dels i Svendborg, dels omkring gadekæret i Horne. Her var Alderdomshjemmet Præstekærgaard en aktiv del af det lokalsamfund, der formede min tilværelse. Vi besøgte de gamle, når der blev solgt Dybbølmærker, raslet fastelavn og falbød julebukke i december. De blev produceret i hjem, hvor efterkrigstIdens mangelsamfund var absolut tilstedeværende.

I mit barndomshjems »skomagerstue« lå langhalmen højt på gulvet, og julestemningen flyttede ind sammen med halm og silkebånd. Høstbindegarn og røde silkesløjfer gjorde bukkene salgbare.
De gamle på alderdomshjemmet var altid gode for en handel og en snak om tiderne før den lille, grå Ferguson revolutionerede landsbylivet. Nogle af dem havde mistet et familiemedlem under krigen i ’64, i Første Verdenskrig eller i Modstandsbevægelsen fra ’40 til ’45.

Fra den smukke rundkirkes tårn ses mod nord gården, der måtte vige
for at give plads til Horne Lands alderdomshjem. Ældreforsorg på landet tog fart i de første årtier efter Anden Verdenskrig.

Det gamle havde altid tid til en snak og en handel

Vi besøgte de gamle, når der blev solgt Dybbølmærker, raslet fastelavn og falbød julebukke i december. De blev produceret i hjem, hvor efterkrigstIdens mangelsamfund var absolut tilstedeværende. I mit barndomshjems »skomagerstue« lå langhamlen højt på gulvet og julestemningen flyttede ind sammen med halm og silkebånd. Høstbindegarn og røde silkesløjfer gjorde bukkene salgbare.

De gamle på alderdomshjemmet var altid gode for en handel og en snak om tiderne før den lille, grå Ferguson revolutionerede landsbylivet. Nogle af dem havde mistet et familiemedlem under krigen i ’64, i Første Verdenskrig eller i Modstandsbevægelsen fra ’40 til ’45.
De gamle koner kunne skabe fantastiske mønstre med strikkegarn mellem hænderne. Jeg har glemt, hvad det hed. Måske var garnet vævet på rokken i stadsstuen. Alle de gamle havde ét og andet at berette. Det var stoute landsbyfolk, der selv havde tjent til deres livsaften. Aldersrente lå endnu inde i fremtiden…

Et hjemligt miljø med mest mulig hensyntagen skal spares bort 😉

Når jeg læser Fyns Amts Avis i disse dage, løber tankerne tilbage til en fjern og svunden tid under små kår, men med solidaritet og med sogneråd, der kendte alle – og styrede sognet derefter. Da kunne man ikke – som Svendborg Byråd i dag – finde på at spare 1,7 millioner på udtjente borgere. Og samtidig give 3,8 millioner til det, jeg tillader mig at kalde en gøgeunge i foreningernes rede. Ungen, der møver sig ind i reden, hedder Svendborg Event.
Det er en privat forening med en privat bestyrelse, der modtager dine og mine skattekroner – 3,8 millioner.

Skærmbillede-2018-12-20-kl.-13.49.57.png

Jeg ikke alene græmmes. Jeg er flov over at bo i en kommune, der prioriterer privates event-forretning med fest og farver højere end at tilbyde ældre medborgere en værdig afslutning på arbejdslivet. Her er det så, at en af de gamle kæmper fra solidaritetens årtier i Svendborg dukker op på nethinden – fra min bog om værftet og FrederiksØen: Hæders- og arbejdsmanden Preben Henriksen…

HAR DU SELV oplevet landsbylivet i efterkrigsårene, der forandrede alt. Og har du en mening om købstadslivet anno 2019, så send dit indlæg, og gerne med billeder, til bjarne@bekker.dk 😉


Skærmbillede-2018-12-20-kl.-14.15.13.png
It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.