De var jo bare arbejdertyper!

arbejdertyper-ny– og tankrenserne blev kaldt bunden af bunden!

Hjælp os med at gi’ dem alle et navn. Kender du en eller flere, så send en mail til bjarne@bekker.dk

Maskinarbejdere.png
Maskinarbejdere på Svendborg Stålskibsværft

Dér sidder de, stoute på rad og række. Maskinarbejderne på Svendborg Skibsværft dengang, det hele kørte som ét stort, velsmurt maskineri. Formentlig er de alle væk. Bent Hansens far, bror og onkel. Yngste mand på billedet  var maskinarbejder John Petersen fra Åbyskov. Blandt kolleger og venner kun »Sorte John«. En fandenivoldsk personlighed, der gjorde omgivelsernes færd over Moder Jord til en herlig oplevelse.

Billedet fortæller om en stor tid på Frederiksøen. Det var dengang, øgenavne var et must. Et adelsmærke for en rigtig værftsarbejder. Der var Carl Bulder, Bananen, Bøffen, Tølperen og Fidusen. Der var Jens Lasso fra Texas, Jokeren, Løgnhalsen og Sorte John, som fik jernplader til en 28 fods motorbåd fragtet hjem til Åbyskov på sin NSU Fox. Udenom materialeforvaltere og portvagt.

»Jamen«, sagde kollegerne: »Hvod’en fa’en fik du motoren kørt hjem fra Frederiksøen?«. Men se, dén fidus tog Sorte John med sig i graven.

Hans yndlingshistorie var den om direktør Jens Fisker Andersen, der præsenterede sig for den hovmodige officer på et orlogsfartøj, iført nusset tøj og den store sixpence, holdt sammen af sikkerhedsnåle i nakken:
»Goddag, hr. admiral, det er Jens Fisker«.
»Nå, er det det! Kan De straks forsvinde fra mit fartøj, vi skal ikke ha’ fisk i dag!«.
»Fa’en fisme, mi’ far« gentog Fisker grinende, hele vejen tilbage til direktionskontoret: »Jeg er sgu blevet fisker!«.

tankrensersjak-1956

Deres løn var ussel. Deres job var absolut ikke eftertragtet. I Frederiksøens hierarki var de bunden af bunden. De levede på livets skyggeside, i mørket i skibenes tanke eller bund. Kravlende rundt med skraberedskaber og spande var de altid gennemblødte.
»Når onkel Ingvard cyklede hjem til Brudager, var han møgbeskidt, men min tante stod klar med rent tøj og mad på alle tider af døgnet«, fortalte Preben Henriksen. En af købstadens mest indflydelsesrige, grå eminencer i flere generationers faglige kampe.
prebenhenriksen-vaerfbrandPreben virkede 40 år i svendborgensisk politik og fagpolitik mens siamestertvillingen »Bevægelsen« endnu var ung og frisk og kamplysten. Inden den sidst i århundredet tabte hovedet og døde af akademisk syge i Folketinget.
Preben Henriksens kritiske samfundsblik ogden sociale indignation kom til verden i et kommunistisk arbejder- og frihedskæmperhjem på Tværvej. De arbejdere, der blev trynet med usunde arbejdsvilkår, ussel løn og meget lang arbejdstid, fandt fagligt sammen i Sømændenes Forbund eller Dansk Arbejdsmandsforbund. Politisk mødtes de i kommunismen. Før den slags lighed gik af mode og blæstes bort af kolde østenvinde.

Et billede af værdighed. Glem alt om velfærd, som vi opfatter den i dagens Danmark. Følg blikket over Preben Henriksens billede af den saboterede maskinhal på Frederiksøen til billedet. Manden i midten var »Lauelenjeren«. Han hed godt nok Ingolf Pedersen, men alle, der virkelig betød noget på værftet på de tider, havde øgenavne.
Lad blikket vandre fra kasket til kasket. Se på ansigterne. Det snavsede tøj. Næverne, der kunne og ville det beskidte arbejde. De lidt skæve smil til den fotograferende kollega. Og hvad ser du så?
Jeg ser en værdighed, et fællesskab. Stoute og stolte, stærke mænd i deres bedste alder. Et tidsbillede af en epoke på Frederiksøen. En god og stor tid, hvor hver eneste familie i købstaden havde et arbejdsforhold til »Holmen«, som øen hed dengang.
At tankrenserne på den sociale rangstige og i daglig tale var bunden af bunden; tjaeh, det fortæller billedet ihvertfald ikke mig.

panoramahavnen-1200

Jeg har siden 1976 skrevet 48 bøger om livet i Svendborg gennem århundreder. En af dem hed »De byggede Svendborg«. Det var ikke, som Chr. IV, som jo, ifølge historiebøgerne byggede hele København! Næeh, det handler om folk, der kunne bruge næver og hjerne i sammenhæng. En af dem, jeg aldrig glemmer billedet af, var en forslidt murerarbejdsmand, min oldefars kollega. Tøjet hang i laser, bundet sammen af snore over brystet.

Min bog fra 2007 om Frederiksøen beskriver udviklingen fra en sandbanke, der forsvandt ved højvande, over industrisamfundets overbebyggelse og frem til den aktuelle debat om øens fremtid. Skal der fortsat bygges og repareres træskibe på øens navnkundige værft? Skal der være plads til kunst og kultur på den unikke ø i Sundet? Skal vi atter kunne gå ture på kajen og pilke på de yderste moler, mens vi nyder skønheden ind over byen og ud over Sundet?
Oplysninger om øens fortid og nutid stammer fra interviews og samtaler med relevante personer gennem mit journalistiske virke i et halvt århundrede, samt ved omfattende research i familien. Såvel på mødrene som på fædrene side har min slægt gennem de seneste århundreder været aktive i Svendborg. Som arbejdsmænd og håndværkere. Som gartnere og politikere. Som værtshusholdere og vinkelskrivere. Som postmester, justitsråd og herredsfoged i Svendborg.

Det meste af billedmaterialet er hentet i henfarne slægters familiealbum samt ved affotografering af malerier og kobberstik. Mange historiske kendsgeringer stammer fra bogen om min 10 gange tipoldefar, herredsfoged i Gudme og Sunds Herreder, Adrian Gumme Bekker, der levede fra 1719 til 1803. En uvurderlig hjælp i research og billedfremskaffelse er ydet af Niels Høyvald i New Jersey, USA.
Bogen skal ikke opfattes som et videnskabeligt dokument, men som et bidrag til beretningen om en ø og en havn – en prægtig købstad, hvis indbyggere gjorde mit faglige virke til en munter færd gennem en selvvalgt mangfoldighed af livsafsnit.

Dokken-under-krigen-tegning.png

bent-kurt-olbaek-som-boern

Det var farligt at vokse op på Frederiksøen. At ha’ sit barndomshjem med en snes tyske soldater ved siden af soveværelset. Og det er farligt at snakke opvækst med Bernt og Kurt Olbæk Hansen. Brødrene, der har haft vidt forskellige og alligevel parallelle livsbaner, mestrer fortællekunsten. Ikke storskrydende og selvpromoverende, men eftertænksomt rart. Med den livserfaring og jovialitet, billedet bevidner. Fra vinduerne i Kurts hjem på Klampenborgvej varede det et par timer at snakke solen ned ude bag Frederiksøen og Svendborgsundbroen. Den bro, der i 1966 tog arbejdet fra Bernt og Kurt og deres kolleger på Vindebyfærgerne.
På væggene hænger malerier, kobberstik og akvareller. De fleste af maritim beskaffenhed. På et sofabord ligger en avis, der fortæller om Frederiksøens mulige udnyttelse til kultur eller boliger: »Menneskeboliger! Det bliver der sgu aldrig. Ingen undergrund i kongeriget er så forurenet som Frederiksøens«, fastslår Bent med klippefast overbevisning. Storebror Kurt giver ham ret:

»Det vil aldrig være muligt at oprense den jord, der gennem århundreder blev forurenet med beg og tjære, spildolie og kemikalier. Glem alt om boliger på Frederiksøen!«. Nikker brødrene til hverandre.
I sagens natur har de to, der blev uddannet som maskinarbejdere på værftet, og siden sejlede vidt omkring i livets skole, intet imod boliger på den ø, som så mange vil vaske guld på. De er jo selv født dér, hvor der i dag er iscafé og cocktailbar.

Og så kom de løbende ind i stuen med en støvle og et afrevet ben

Kurt og Bernts far, Karl Peter Hansen, var naglevarmer på stålskibsværftet, da han fik tilbudt jobbet som portner af direktør Jens Fisker Andersen – med værftøens kærlige øgenavn »Fa’en fisme, mi’ far«. Og så flyttede familien fra Egensevej til Frederiksøen. I 1940, da Danmark blev besat, var der pludselig en lille, uvelkommen garnison bag barndoms-hjemmets soveværelse.
»De tyske soldater etablerede vagtstue lige bag portnerboligen. Der var vel en snes mand ialt, men det var modne mænd, der havde børn hjemme i Tyskland, på alder med Bernt og jeg, så de elskede at lege med vi drenge, mindes Kurt Olbæk; manden, der opbyggede forgængeren til Svendborg Kraftvarmeværk, det kommunale forbrændingsanlæg på Bodøvej.
legitimation-karl-hansenBarndommen på Frederiksøen kunne være meget dramatisk. Utallige gange måtte Bernt og Kurt løbe hjem, ind ad portvagten og om bag soveværelset, hvor der var indrettet et bombe-sikkert rum. Dér sad de, når der var luftalarm, eller hver gang, der blev udført sabotage et sted ude på værftet: »Hvis vi var i skole og på vej hjem, når luftalarmen lød, skulle vi gemme os i en slags beskyttelsesrum, der var opbygget af tykke stålplader ved broen over til Frederiksøen. Men vi gjorde alt for at komme hjem i bomberummet sammen med far og mor«. Mindes Kurt.
Svendborg Skibsværft var blandt de første virksomheder, tyskerne overtog, da de besatte Danmark. Meget snart kom der tyske orlogsfartøjer og danske handelsskibe, der sejlede for den tyske besættelsesmagt, ind til reparation på værftet. Den snes tyske soldater, der døgnet rundt overvågede afpatruljerede øen, fik på et tidspunkt under krigen hjælp af danskere, der skulle passe på, at skibe i Frederiksøens dokker ikke blev saboteret. Svendborgenseren »Tysker Poul« var stikker, og blev blandt mange andre henrettet efter krigen. Det var en håbløs opgave at afværge sabotagehandlinger, thi blandt værftsarbejderne var der mange modstandsfolk. Og de havde forholdsvis let spil, da de frit kunne bevæge sig rundt i værksteder og dokker. De fleste af de sprængladninger, der under besættelsen sænkede skibe, som var inde til reparation, blev anbragt af medarbejdere på værftet. Og da små gryder også har ører, hørte Bent og Kurt meget af det illegale arbejde, der blev udført på Frederiksøen.
Gennem årene har det ikke altid været lige rart at tale om, hvad der skete i portnerboligens stue. Det var nemlig også stedet, hvor tilskadekomne værftsarbejdere blev forbundet eller visiteret, inden de blev sendt videre til sygehuset. Eller til bedemanden. De mange oplevelser i barndommen på Frederiksøen var ofte barske. Som dengang, en værftsarbejder forvirret kom løbende ind i portnerhjemmet med en støvle. Kollegaen havde fået foden i en stålwire ved et spil. Den afskårne benstump sad i støvlen! Men de mange sabotagehandler, konstante brande og sunkne skibe i dokkerne blev også hverdag. Selv for drenge, der kun var to og fire år, da tyskerne besatte Frederiksøen og okkuperede værftet og dets medarbejdere.

vaerftets-storhedstid-luftbillede

En hundredårig epoke sluttede da de sidste dokker blev solgt og bugseret bort til ophugning. Færgerne fra Ærø og Drejø-Skarø tuder vemodigt til afsked. Ikke flere dokninger på Frederiksøen, hed det dengang. Men ingen kan spå om fremtiden. I dag har energiske »Sorte Kaj« i sin virksomhed Petersen & Sørensen skabt nyt liv på Frederiksøen med næsten 100 medarbejdere beskæftiget med reparationi nye dokker! Billedet, hvor den store dok slæbes vest ud af Sundet, er fotograferet af  Bent Sivertsen, der var bogholder på Svendborg Skibsværft det meste af livet.

dok-slaebes-vaek
På 3D-animationen herunder, skabt af færgen »Egeskov«s ejer Jacob Kjøller, er den gamle dame måske på vej til nye opgaver i Det sydfynske Øhav. I 2017 har hun 80 års fødselsdag.

olbaekbroedre-voksneKurt Olbæk var en af Svendborgs markante profiler. En af købstadens diskrete erhvervsledere, der vil trække lange spor. Også til søs, hvor han elskede at sejle i sin »Beta«. Længe før sin død besluttede maskinmesteren Kurt Olbæk, at Den sidste Rejse skulle foregå fra Svendborgsund ved den grønne bøje mellem Christiansminde og Vindebyøre. Ud fra barndomshjemmet i portnerboligen på Frederiksøen. Her opfyldes forbrændingschefens sidste ønske – asken drysses i Sundet af datteren Dorte Olbæk. Det skete fra hans elskede dybtrøde »Beta«.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.